Velkommen til Tinggårdstroldenes hjemmeside!
Mit navn er Sasja og i 2015 startede jeg min egen private dagpleje op, her i Tinggården, lige i hjertet af Herfølge ;-) Udover at være indehaver af verdens bedste job, har jeg også været så heldig at være dagplejemor for de dejligste børn, hovedsagligt bosat her i området omkring Herfølge; Hastrup, Køge, Tureby og Egøje. Men jeg har også familier her som bor længere væk og i andre kommuner end Køge kommune.
I 2019 fik "privat dagpleje" sin helt egen betegnelse, for at forældre bedre skal kunne skelne os fra den kommunale dagpleje og det er blevet til navnet "privat pasningsordning" og titlen som "dagplejemor" er nu blevet til "privat børnepasser". Kommunerne, som børnene bor i, giver stadig økonomisk tilskud og fører tilsyn med den private pasning.
Tinggårdstroldene er, uanset officielle titler, stadig en helt unik og fantastisk pasningsform, i trygge og hjemmelige rammer, med masser af nærvær og tid til omsorg fra en fast og velkendt voksen. Og med masser af meningsfulde aktiviteter skræddersyet til netop den lille børnegruppe, som er her ( op til 4-5 børn). I en privat pasningsordning har man også en rigtig stor fordel fordi børnepasseren og familien vælger hinanden aktivt til. Som forælder ved jeg selv, hvor vigtigt det er at kunne aflevere og hente sit barn igen, med tillid og den helt rigtige følelse i maven!
Her på hjemmesiden, vil jeg derfor forsøge at give jer et lille indblik i nogle af de værdier, som jeg tror på og arbejder udfra, lidt om mig selv og Tinggårdstroldene, lidt om det praktiske her og erfaringer/udtalelser fra mine tidligere familier her.
Jeg synes, at et personligt møde og samtale siger så meget mere end det, der kan formuleres ned i en tekst, og derfor er I altid mere end velkomne til at kontakte mig, vedr. spørgsmål eller for at besøge os, hvis I er interesseret i en plads her hos Tinggårdstroldene ( man kan blive skrevet op til en plads her allerede under graviditeten :-)