Tinggårdstroldene og Tinggården er et dejligt og hyggeligt sted at være barn. Her foregår altid spændende ting. Vi kender og hilser på alle de søde mennesker ( og deres kæledyr ;-), som bor her. Og vi vinker til og beundrer alle "arbejdsmændene" her, som jævnligt slår græsset på grønningerne, kører med skrald eller ordner andre "spektakulære" ting med de forskellige traktorer og andre fantastiske maskiner. Men mest af alt er det fantastisk at være barn her pga. fællesskabet her. Det, at være en del af et godt fællesskab, at kunne se, lytte, mærke, hjælpe og kunne give plads og rum til andre, mener jeg er vigtige værdier, og at det giver os mennesker glæde og mening at være en del af og kunne bidrage til det gode fællesskab. For at kunne være noget for andre er det vigtigt, at man også selv bliver set, hørt, holdt af og holdt om, fra man er helt lille af. Derfor synes jeg at denne pasningsform, med faste og trygge rammer i en lille velkendt børnegruppe og med en fast omsorgsperson, som har masser af tid til både det enkelte barn og til hele børnegruppen, er helt unik og er med til at skabe et godt fundament for livsglade, harmoniske og kompetente børn.
Her hos Tinggårdstroldene har jeg både tid og friheden til at kunne planlægge hverdagen og dagens aktiviteter i forhold til børnegruppen og det, der netop giver mening for os at lave. Vi er ofte på ture, med vores ladcykel, klapvogn eller på vores gå-ben, ud i naturen, i skoven eller på legepladser. Ca. en gang om ugen går vi i "hallen" (som vi kalder vores store forsamlinghus her) hvor vi løber, tumler og laver rytmik, sammen med mine gode kollegaer og deres søde børn. Dem mødes vi også jævnligt og leger sammen med, hjemme hos hinanden, på ture, legepladserne og til børnesalmesang en gang om måneden oppe i Herfølge Kirke.
Herhjemme holder vi ofte en lille samling, når alle børn er ankommet, hvor vi feks. laver lidt morgengymnastik/ yoga, synger, spiller musik, danser eller måske får besøg af nogen af vores gode dyrevenner ( hånddukker ;-). F.eks af vores små musevenner som vi elsker at spille bold med!
Eller vi tegner, klipper, maler og laver andet kreativt, feks. med blade og kastanier, som vi har fundet i skoven. Vi følger årstiderne, fejrer fødselsdage og alle højtiderne, og afholder festlige påske-og julefrokoster. Om sommeren holder vi feks. meget af vandleg i haven og af at finde "krible-krable-dyr. Og den sidste dag, inden sommerferien holder vi en stor sommerfest her med både forældre, tidligere Tinggårdstrolde og deres familier.
Vi tager også på lidt større ture ud af huset, på teaterture, besøg i dyrepark og til "Børnenes dag" i Køge med karneval og masser af festivitas! Eller vi besøger nuværende og tidligere Tinggårdstrolde, i deres eget hjem eller den børnehave som de skal starte i eller nu går i. Vi er også så heldige af og til, at få besøg af de tidligere Tinggårdstrolde herhjemme.
Men vigtigst af alt,- så sørger jeg for at der også er tid og rum til masser af "fri leg" og "tøffe-tid", fordi jeg mener det er meget vigtigt ikke altid at skulle noget bestemt, men også bare få lov "at være til"!